Hydrant Wizard udvalgt som finalist til en pris
Hydrant Wizard udvalgt som finalist til en pris
WASK Hydrant Wizard er blevet udvalgt som en af fire finalister i kategorien »Mest innovative nye teknologi« ved Water Industry Achievement Awards 2009.
WASK er en del af Crane Building Services & Utilities. Virksomhedens nye Hydrant Wizard gør det muligt at udskifte defekte brandhaner uden større gravearbejder, afbrydelse af vandforsyningen eller forstyrrelse af sedimentet i hovedledningen. Det gør det muligt at udføre arbejdet langt hurtigere og til langt lavere omkostninger end ved brug af traditionelle teknikker.
Hydrant Wizard isolerer brandhanen ved hjælp af en lille spærrepose, der indsættes i "benet" mellem brandhanen og hovedledningen gennem et lille hul, der bores under tryk. Spærreposen pustes automatisk op, hvilket gør det muligt at fjerne og udskifte den gamle brandhane, inden vandforsyningen genoprettes ved at tømme posen for luft og fjerne den. Adgangshullet tilproppes derefter.
Da gennemstrømningen i hovedledningen ikke forstyrres, opretholdes vandforsyningen til de omkringliggende ejendomme, og der sker ingen opvirvling af sediment i hovedledningen, hvilket ellers kunne give anledning til klager over vandkvaliteten. Udgravningsarbejdet begrænses til et lille område omkring selve brandhanen, hvilket minimerer omkostningerne til arbejdskraft og materialer.
Traditionelt foregår udskiftning af brandhaner ved at lukke hovedledningen, enten ved hjælp af ventiler eller almindeligt udstyr til afspærring af rørledninger. Dette betyder normalt, at de omkringliggende ejendomme bliver afskåret fra vandforsyningen, og at der opstår sedimentforstyrrelser, når forsyningen genoprettes, hvilket potentielt kan give anledning til klager over misfarvning af vandet.